Velkommen til 02328 Digital elektronik!

Kurset er et obligatorisk kursus for diplom IT-elektronik studerende, og kurset undervises på dansk om foråret af DTU Compute, et institut ved Danmarks Tekniske Universitet.
Kurserne 02328 Digital elektronik og 02329 Digitale systemer CDIO projekt tilsammen erstatter tidligere kursus 02320 Digitale systemer (udbudt sidste gang forår 2024).

Kursus 02328 præsenterer digital system design fra mikrokontrollerens interne struktur og funktioner, dens interaktion med software til design af digitale systemer på Register Transfer Level (RTL) niveau og synkrone sekvensmaskiner. Kursets mål er at sætte dig i stand til at

  1. Redegøre for de grundlæggende begreber og antagelser omkring synkrone digitale kredsløb – den 'diskrete abstraktion' - samt den grundlæggende struktur ved brug af logiske funktioner (kombinatoriske kredsløb) og hukommelseselementer (flip-flops),
  2. Forklare virkemåde og realisering af digitale kredsløb opbygget af logiske porte (såsom AND, OR, NOT, NAND, NOR) og oversætte mellem logiske udtryk (boolsk algebra) og digitale kredsløb,
  3. Forklare virkemåde og realisering af grundlæggende hukommelseselementer (D flip-flop's og D-latche),
  4. Redegøre for opbygning og virkemåde af synkrone tilstandsmaskiner samt beskrive trin for trin, hvorledes en sådan tilstandsmaskine designes (tilstandsgraf, tilstandstabel, tilstandsminimering, tilstandskodning, etc.),
  5. Omsætte et verbalt designoplæg til en specifikation af et digitalt kredsløb ved brug af Boolesk algebra, sandhedstabeller, tilstandsgrafer m.v. og efterfølgende at syntetisere og implementere kredsløbet,
  6. Demonstrere grundlæggende kendskab til simulerings- og synteseværktøjer for digitale kredsløb, og herunder kunne beskrive mindre kredsløb i et hardwarebeskrivende sprog (som f.eks. VHDL),
  7. Definere og forklare/redegøre for tidsparametre for komponenter på RTL-niveau (registre og logik) og på baggrund af disse at beregne kritiske signalveje for et givent sekventielt kredsløb samt bestemme den minimalt mulige periodetid for kloksignalet,
  8. Forklare opbygning og virkemåde af et sekventielt kredsløb bestående af en datavej og en tilhørende tilstandsmaskine/ kontrolenhed samt designe en sådan FSMD-realisering af simple algoritmer og styringskredsløb,
  9. Forklare fænomenet metastabilitet,
  10. Analysere, opdele og implementere et hardwareprojekt i samarbejde med 1 til 2 medstuderende,
  11. Dokumentere et sådant designarbejde i en teknisk rapport.

Kursets faglige forudsætninger er 01904 Diskret matematik og 02311 Introduktion til indlejrede systemer.

Kurset undervises i 13-ugers perioden på Campus Lyngby. Kursus 02328 udbydes næste gang forår 2025, i perioden fra 7. februar indtil 12. maj 2025. En 4-timers skriftlig eksamen afholdes fredag den 23. maj 2025.